Når Gud skabte Adam og Eva så omsludede ham dem med en strålende herlighed – herligheden fra Gud! Intet kan sammenlignes ved den! Det var denne herlighed som gik tabt i syndefaldet og mennesket stod der afklædt og nøgen. Selv om de kun var disse to mennesker så forstod de, at dette tab går det ikke at leve med, det må gøres noget ved det. Som vi ved fandt de på sin egen løsning med fikonblade til at dække deres nøgenheds skam. De arbejdede sikkert hele dagen og prøvede på at hjælpe hinanden med at samle, binde og omsluttede sig med disse blade. Når de så på hinanden var de nok med en smule stolthed over sine hænders værk i denne grønne beklædning. Men om aften når Gud kom og vandrede i Edens have, så fandt de hurtigt ud af at dette var ikke godt nok og flygtede ind mellem havens træer for at skjule sig for Gud. Det som var rimeligt godt i denne svært vanskelige situation for dem, var ikke godt nok for Gud – han så igennem det hele! Var det svært for de to mennesker, så var det nok end værre for Gud, at se sin skabning som han havde dannet og indblæst sin egen livsånd i og omgivet med sin egen herlighed, flygte fra ham da de hørte hans skridt. Indfør Gud var disse flygtende to, lige så nøgne som inden de begyndte sit arbejde med fikonbladene. Som med discipel som flygtede fra Jesus i Getsemanne have, så fører det altid med sig nøgenhed at flygte fra Gud. Ingen er godt påklædt som flygter fra Gud!

Selv om Gud ved nøjagtig hvor du ligger, sidder, står eller går, så råber han dig op! Hvor er du? Hvorfor gør han da dette? For at du skal få en mulighed at ophøre med din flygt og vende om til ham som alene kan gi dig rene klæder på.

Adam fik først svare for sig og sin synd. Han skylder på kvinden! Når Eva skulle svare for sig så skylder hun på slangen som forfører! Det er sandt hvad Adam og Eva her siger, men man kan slet ikke tale om at det er sandheden! Det halve bliver fortalt, det som skal pynte på en selv og give en forklaring, medens det som borde siges, ikke blev sagt. Den personlige skyld til synden bliver aldrig nemt. Erkendelsen mangler!

Gud går videre her med et tidsbestemt straf over synden. Han gør det, for at gøre os opmærksomme på syndens konsekvens! Slangen får lov til at krybe på sin bug, kvinden får mangfoldiggjort sit svangerskabs møje, manden får jorden lagt under forbandelse. Alt dette som vi kender så godt er et resultat af synden! Men det findes noget meget værre som også er et resultat af synden – et evigt straffe! ”Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!” 1 Mos. 2:16-17 Den dag de faldt i synd døde de ikke i fysisk bemærkelse, men dybt inde i Adam og Eva skede en død af frygteligste slag – den evige død - de mistede kontakten med livskilden – Gud! Og med en afbrudt guds forbindelse i det indre, kunde døds kræfterne begyndte at tage over også i det ydre. Da den herlighed som skulle stråle ud fra et rent indre – herligheden fra Gud – manglede så fandtes der kun nøgenhed og skam!

Gud fortsætter at handle på sin måde. ”Derpå gjorde Gud HERREN skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed.” 1 Mos. 3:21 Et dyr var nød til at ofres og blod flød for at disse skindkjortler skulle blive til og hermed tager offertanken sin begyndelse, som skulle få sin fuldendelse når Gud ofrer sin egen Søn, Jesus Kristus for os på Golgata kors. Mennesket blev iført denne skindbeklædning i venten på noget bedre – de skinnende rene klæder!

Det var herligheden fra Gud som havde gået tabt – en udstråling fra ham selv – gennem mennesket!

Mennesket som var skabt i Guds billede og lignede Gud! For at give denne herlighed tilbage var Gud nød til at give noget fra sig selv igen, det gik ikke at reparere på skaden uden den eneste måde var en ny skabning! Han sendte sin Søn for at vi skulle få liv gennem ham – evigt liv - og blive en ny skabning med ham! Komme til at ligne ham og udstråle hans herlighed! Men det kostede Gud det ufattelige pris af at ofre sin Søn for os. Den første skabning kom til os gennem at Gud i os indblæste sin livsånd. Den nye skabning i Kristus Jesus kostede ufatteligt mere! Efter syndens hærgen i os var det kun blodet af et fejlfrit offer som kunde sone vores synd og gi os liv! Den eneste fejlfrie offerlam som fandtes var Guds Søn, den Enbårne! Slangen troede sig vundet slaget i Edens have, han troede aldrig Gud var rede til at betale dette høje pris for vores frelse! Men Guds Ord havde ret her som altid: Kvindens sæd skal knuse dit hoved! Den evige sejer blev vundet her på korset, da Jesus købte os til Gud med sit blod! ”I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv og guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod, som med blodet af et lam uden plet og lyde” 1 Petr. 1: 18-19 Jesu blod er det eneste betaling som gælder indfør Gud! Jesu blod er det eneste som renser fra all synd!

Lad os læse videre om kontrasten af det tomme liv i synden og det nye menneske skabt i Guds lighed! ”Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse; thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger. Men således er I ikke blevet undervist om Kristus, så sandt I har hørt om ham og er oplærte i ham, således som det er sandhed i Jesus: at I skal aflægge jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som fordærves ved sin bedrageriske lyster, og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til. Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer. Bliver I vrede, da synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke helle Djævelen råderum!” Ef. 4: 17-27 Her er det et spørgsmål om at aflægge og iføre! Aflægge det gamle og iføre sig det nye! Afføre det gamle mennesket og iføre sig Kristus!

Det er dette som er afgørende når Jesus kommer tilbage og henter sin brud til bryllupsfesten. Han søger noget af sig selv i henne. ”Lad os glæde os og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede´. Og der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger” Åb. 19:7-8

Det er den givne klædning som gælder, vores egen er langt fra god nok for Gud. Men vi har en opgave: At  iføre os den! Lammets bryllupsdag nærmer sig med hast! Når Jesus kommer skal han da finde dig iført den klædning han købt til dig med sit eget blod eller skal du stå der nøgen og afklædt? Må han møde stråleglansen fra sin egen herlighed i dig den dagen!