Flyveturen. Vores tur til Færøerne var en ferietur af de store. Når Atlantic Airways med sine fire motorer løftet os udover Nordatlantens atlanterhavsbølger, sat vi der med den bedste benplads noget flyselskab indtil nu tilbudet os. Og ikke nok med det, de kom og serverede os gratis kaffe og drikke hele tre ganger på den noget over to timers turen med brød til. Her har SAS noget at lære!

 

Vel fremme i Vágar lufthavn fandt vi vores bagage og lejebil. Så bar det afsted de knappe halvtreds km. mod Torshavn. Vi passerede tre tunneler af hvilken den længste var næsten lige lange som ölandsbroen, men hver gang kom vi sikkert ud i det herlige lyset. Lidt spænd var man nok, men problemerne var til at overse!

 

Vi tog ind på det sted som Marie stadigvæk kalder hotellet, så helt dårlig var det nok ikke. Et Young hostels midt i Torshavn! Og så var det bare om at gå i gang med udflykterne.

 

Vejret. Vi havde jo hørt en hel del inden, men nu skulle vi selv få rige erfaringer med skiftningerne mellem regn og sol på direkten. Glad i sindet forladte vi bilen i dejligt solskin som et par unge, men knapt havde vi kommet udenfor så regnede det! Vi fortsatte vår vandretur og drog over os regntøjet i hård blæst som gjorde vores kinder røde som ild dog uden ildens varmende effekt. Vi vendte snart tilbage til bilen som et par gamlinger som søgte skydd, så godt det nu gik. Vel inde i bilen skinnede solen igen i sin fulde kraft! Gennemvåde tog vi hjem til vores Young hotels for at skifte om, og ung i sind drog vi så ud igen for en underfuld eftermiddag, for at se videre på den storslagne natur, denne gang straks nord for Torshavn. Vejret skifter fra den ene yderligheden til den andre på sekunder! Det ved vi nu!

 

Naturen. Den ligner Island og alligevel ikke. Her findes ikke nogle sletter uden opfattes af en dansk ölänning som bare bjerg og det i de mest storslagne og varierende former. Den lysegrønne grønne på bjergene med nogle få mørkere og rigtigt mørke indslag hvor solen og skyerne samspiller hele tiden og ændrer på farverne, gør at man kan kikke på dem hvor længe som helst uden at gå trætte i det. Det er som at sitte på Öland og se på havets stendige skiftninger men her med den grønne kuløren i stedet for den blå. Aldrig ens! Aldrig trettende!

 

Eventyr. Jeg er jo bange for tunneler og skrækslagen for serpentinvejer. En dag kom vi på en smal vej hvor vi umuligt kunde vende og så ind i en tunnel… Problemet var at man ikke kunde mødes i tunnelen som udgjordes af et eneste spår. Det var dog fine mødes pladser der inde. Vel ude i lyset stod vi frem for en stejl serpentinvej, en sådan jeg lovet mig selv at aldrig køre på. Her fandtes ikke noget val uden med Guds nåde og hjælp var det bare at blive ved med at køre. Og det gik jo fint! Vel nede træffedes vi med et par dansker som jag kunde spørge om hvilken gir han brugte for at komme op, for op skulle vi jo igen.  Andre gir, var svaret. Ikke første da? Kun hvis du går i stå! På andre gir kom vi så op og Marie syntes vist at jeg kørte for stærkt, men det galt jo om at ikke gå i stå! Vel inde i tunnelen fik vi så møde, men havde jeg nu klaret serpentinen så var det nu bare, at ikke smide bilen ind i bjergvæggen, så i hvert fald på en mødes plads. Inga problemer! Den som kan køre bil i Torshavn kan køre bil over det hele, siges det.

 

Bådtur. Vi kørte den underfuldt smukke vejen til Vestmanna var i fra vores bådtur udgik. Ibland ca. tjuge stykker andre tog vi plads, Marie og jeg i føren af båden i skepparens synsfelt. Men vad får man ikke lov til her på den to og tressens breddegraden! Her sat vi og kendte havsvindens smekninger i håret og så på bjergene denne gang indrammede af den blå atlanterhavets bølger. Det gik op og det gik ned, så når vi skulle bak i båden så gælde det om at kravle og holde sig godt fast i rælingen. Kameras lange objektiv var næsten, ja faktisk nede og berørte bådens deck bræder. Hvordan skal man kunde holde styr på to kameraer når man ikke kan holde styr på sig selv? Vel fremme vid fuglebjerget, den lodrette bjergs væggen blev vi ført gennem klippen som var som en portal. Undres over at jeg havde svært ved at koncentrere mig og tage kort midt i det eventyret. Skulle båden gå fri igennem eller skulle vi fassne? Fugle var det alt for få af! Men hele turen var vært hver eneste krone af de tohundredefemoghalvfjers  danske på person.

 

Temperaturen. Temperaturen så her i midten af maj var i gennemsnit ni grader. Det kendes ikke specielt kaldt, ikke engang for mig som altid fryser. I solen var det dejligt men når solen var borte var det forskelligt, men fordi det skiftede hele tiden så nåde man aldrig at blive nedkølede.

 

Møde. Vi var en aften på møde i Ebeneser i Torshavn. Det lignede noget af et møde i en pingsemenighed sidst i halvtredserne. Man sang mange gode sanger ur sangbogen med næsten ettusidtohundrede! sanger og prædikeren talte brændende og engageret om vægten af en personlig tro. Så meget kunde man forstå og følge med i på det færøske sproget.

 

Nu har vi været på Færøerne og set nogle av de atten større øerne som har forbindelse med hinanden, antigen genom bådforbindelse eller tunneler. For den som elsker natur er Færøerne altid vært et besøg, då naturen er så forskellig mod det vi vant os ved. Så god rejse!!!